Share
Morgensamling - Nyhedsoverblik om tro, etik og eksistens
 ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌
Kære læser

Det er svært at følge med, mens USA's kommende præsident, Donald Trump, afslører navnene på sin kommende administration. De to seneste personer på listen er dog ikke til at overse i det brede nyhedsbillede her til morgen:

Den 44-årige Fox News-vært Pete Hegseth som forsvarsminister og 42-årige Matt Gaetz som ny justitsminister.

Tv-vært Pete Hegseth har en fortid i det amerikanske militær. Hegseth har sagt, at han forlod militæret i 2021 efter at være "blevet kørt ud på et sidespor på grund af sine politiske og religiøse synspunkter af en hær, der ikke længere ville have ham", skriver Reuters. Han beskriver USA’s allierede i Nato som "forældede, underlegne, invaderede og impotente", og selv hans tatoveringer vækker opsigt.

Han skal angiveligt have korstog-mottoet Deus Vult (Gud vil det) samt et stort jerusalemkors tatoveret – begge er symboler, der har været brugt af højreekstreme grupper, skriver Politiken.

Pete Hegseth interviewer Donald Trump i 2017. Foto: Kevin Lamarque/Reuters/Ritzau Scanpix
Det er dog valget af 42-årige Matt Gaetz som justitsminister, som kaldes det mest opsigtsvækkende ministervalg hidtil. Flere amerikanske medier skriver, at valget udløste kraftige reaktioner internt i det republikanske parti.
Valget af Gaetz er blandt andet kontroversielt, fordi han selv har været involveret i en undersøgelse udført af Justitsministeriet. Sagen omhandlede Gaetz' ven Peter Greenberg, som blev idømt 11 års fængsel for blandt andet menneskehandel.

Paris i højt beredskab

Morgensamling bliver lidt i udlandet, for i aften skal Frankrig spille fodboldlandskamp mod Israel. Kampen spilles i Paris, og er det israelske landsholds første kamp, siden en klubkamp førte til voldelige konfrontationer og antisemitiske overfald på israelske fodboldfans i Amsterdam.

Aftenens kamp omtales som en "høj-risiko"-begivenhed, og de franske myndigheder har indsat 4000 betjente fra byens sikkerhedsstyrker til at hjælpe med at sikre en fredelig kamp. Derudover vil en særlig elite-politienhed beskytte de israelske fodboldspillere, så længe de befinder sig i byen. Det skriver Kristeligt Dagblad.

Frankrig er et af de lande, der har oplevet en stor stigning i antisemitiske hændelser i de senere år.

Universitet: Terrorhyldest er ikke i orden

Herhjemme har en stribe ordførere fra Christiansborg samt Uddannelses- og forskningsminister, Christina Egelund (Mod), kritiseret Roskilde Universitets direktør, Henrik Zobbe. Det sker, efter at Henrik Zobbe i et interview i Berlingske ikke afviste, at studerende på Roskilde Universitet (RUC) må hylde terror på universitetet.

Nu beklager Henrik Zobbe sine udtalelser.

"Jeg beklager, at jeg ikke har været tydelig nok. Jeg vil gerne præcisere, at det naturligvis på ingen måder er i orden at hylde terror på Roskilde Universitet," skriver han til Berlingske.

Interviewet, han kritiseres for, fandt sted i kølvandet på flere uanmeldte demonstrationer af den propalæstinensiske studenterbevægelse RUC Intifada samt sager om hærværk og utryghed blandt jødiske studerende.

Bliver det jul i Vatikanet?

De seneste 42 år har Vatikanet haft et stort juletræ stående på Peterspladsen som en del af juledekorationerne. I år er det dog usikkert, om et træ når frem.

Den italienske by Ledros skal efter planen levere et 200 år gammelt træ til formålet. Men miljøaktivister har sendt et åbent brev til pave Frans, hvori de beder ham stoppe fældningen af træet, som de kalder "en nyttesløs ofring".
Flere end 40.000 personer har underskrevet brevet, og lokale indbyggere i Ledro planlægger angiveligt at blokere vejen, når træet skal transporteres.

Om pave Frans vil finde et nyt juletræ, må tiden vise.

Tak, fordi du læser med.


Simone Nilsson
Journalist

Anbefaling

ANNONCE
timertrk_px
Ledige stillinger
ANNONCE
timertrk_px
Du har modtaget denne e-mail på _t.e.s.t_@example.com, fordi du er registreret eller abonnent på Kristeligt Dagblad.

Vi håber, at denne mail giver dig inspiration. Hvis det ikke er tilfældet — og du ikke ønsker at modtage flere mails af denne karakter — kan du
afmelde her.
© Kristeligt Dagblad 2024

Kristeligt Dagblad A/S, Vimmelskaftet 47, 1161 København K, Denmark
Kundeservice: 33 48 05 05


Læs forretningsbetingelser  |  Læs persondatapolitik  og  cookiepolitik


Email Marketing by ActiveCampaign